Affaldsdirektøren fik Mercedes topmodel tre måneder efter afsked. Se kontrakten her.

I november 2020 fik tidligere affaldsdirektør Peter Maltha Larsen sin fabriksnye Mercedes-Benz GLE SUV 5-dørs 350 2.0 leveret. Altså efter han blev afskediget i august.

Visbys Verden fik tilbage i april aktindsigt i den nye leasingkontrakt, som kan ses via dette link

Bestyrelsesformand i Hillerød Forsyning Klaus Markussen fik i den forbindelse følgende spørgsmål tilsendt 15. april:

  • Har den chefgruppen haft beføjelse til at opsige deres egen leasingaftale før aftaleudløb?
  • Opsigelse af en leasingaftale før aftaleudløb, er det selskabet der betaler evt. ekstraomkosninger? Eksempelvis hvis chef ønsker at skifte bil midt i en leasingperiode.
  • Overkørte kilometer i forhold til det i leasingaftalen aftalte kørselsbehov, er det selskabet der afholder disse ekstra omkostninger?

Klaus Markussen besvarede :

Jeg vil forsøge at svare samlet på dine tre første spørgsmål. Ansvaret for firmabilerne lå hos den administrerende direktør, og et medlem af ledelsen kunne eksempelvis ikke opsige en leasingaftale uden hans godkendelse. Jeg har bedt forsyningens administration undersøge, hvordan aftalerne er blevet administreret i praksis, ligesom jeg har bedt om at få kortlagt omfanget af de omkostninger, der har været i forbindelse med firmabilerne.

Klaus Markussen svar i mail fra 19. april

Der kom ikke umiddelbart svar, men siden kunne Visbys Verden erfare at der tilsyneladende havde været ekstraordinært bestyrelsesmøde. Og de udsendte en pressemeddelse netop omkring de spørgsmål der var stillet.

Interne undersøgelser viser, at forsyningen er påført ekstraomkostninger, idet leasingaftalerne systematisk er indfriet før tid, og ved generelt at have kørt flere kilometer end indeholdt i aftalerne (såkaldt overkørte kilometer).

Pressemeddelelse fra Hillerød Forsyning 29. april.

Siden kom et svar fra Klaus Markussen, hvor der blandt andet stod:

Som du ved, bad vi i sidste uge Kammeradvokaten om at foretage en undersøgelse af bl.a. forvaltningen af firmabilsordningen. Som vi også sagde offentligt i torsdags, har vi ikke yderligere kommentarer til sagen, før undersøgelsen er afsluttet.

Klaus Markussen svar i mail fra 7. maj

Noget tyder på at spørgsmålene fik sat gang i en proces. Visbys Verden er i besiddelse af en lang række aktindsigter der lå forud for beslutningen om at bede om assistance fra Kammeradvokaten. Dette vil blive afdækket i et afsnit af Visbys Verden podcast der udkommer senere på ugen.

Hillerød Forsyning er også blevet spurgt om det er planen at suspendere den konstituerede direktør, indtil Kammeradvokatens undersøgelse er færdig.